Frihed

Frihed

Et fællesskab – et dannelsesprojekt

Friskolen Hald Ege er en fri skole, hvor vi vægter friheden og mulighederne højt. Vores mål er at skabe en tryg og udviklende skolegang for vores elever – og her støtter vi os op ad skolens dannelsesprojekt.

Vi ønsker nemlig gennem samvær og undervisning at åbne elevernes øjne for verden og for hinanden. Vi præsenterer dem for nye og fremmede oplevelser, der udvikler dem, og med de individuelle hensyn, der tages, forbereder vi eleverne til at tage del i et samfund med frihed og folkestyre. Det dannelsesprojekt er centralt for vores arbejde på friskolen.  

Du skal være én men én iblandt
På friskolen skal eleverne vide, at de er vigtige som individer. Det, hver elev kommer med, er værd at komme med, og at hver enkelt har stor indflydelse på fællesskabet og deres eget skoleliv. De skal også opleve, at vi i samværet på skolen holder noget af hinandens liv i vores hænder – og at der knytter sig et stort ansvar dertil.

Friskolen Hald Ege er det rum, hvor tillid og tryghed skaber grobund for eleverne til at tage egne valg og gå deres egne veje men indenfor fællesskabet. Her vil de erfare, at forskelligheder, mangfoldighed og fællesskab ubetinget er en styrke.