Fakta
Fakta
Sport, faglighed og sundhed i hverdagen
På Friskolen Hald Ege er børn og voksne en del af et større fællesskab. Vi deler nemlig adresse med Hald Ege Efterskole, og vores veje krydses i blandt andet spisesalen, samlingssalen og på idrætsfaciliteterne.
På friskolen er hverdagen præget af faglighed, sport, bevægelse og sundhed. Vi har otte ugentlige idrætslektioner på alle klassetrin. Fra 0. til 5. klasse ligger to af de otte lektioner i udeskole, hvor vi også bruger vores krop og er aktive. Fra 6. klasse vælger alle elever en sportslinje, så de får fire ugentlige lektioner i enten fodbold, håndbold, dans eller outdoor, mens der i de sidste fire lektioner fortsat undervises i idræt i bred forstand.
Friskolen er med fuld kost. Til formiddags- og eftermiddagsmad er der frugt og friskbagt brød samt lidt ekstra godt nogle dage. Vores køkken laver hver dag frokost med årstidens råvarer og ud fra Sundhedsstyrelsens klimakostråd, så maden både er sund for kroppen og klimaet.
Faglighed og fri leg
Skoledagene på Friskolen Hald Ege er for 0. til 5. klasse mandag til fredag fra klokken 8.00 til 13.45. Vores sfo – som vi kalder Spirrevippen – er åben fra klokken 13:45 til 16:30. Klubben er for 4. til 5. klasse, og her kan man have det sjovt med kammeraterne fra klokken 13:45 til 15:15.
Skoledagene for 6. til 9. klasse er mandag til torsdag fra klokken 8.00 til 15.15 og fredag fra 8.00 til 13.45.
Der er tre skolebusser om morgenen og eftermiddagen med stoppesteder i hele Viborg by samt Tapdrup og Bruunshåb. En detaljeret busplan findes under “Nyttig info”. Der er ingen ekstra betaling for busserne.