Værdigrundlag
Værdigrundlag
Vores tro og overbevisninger
Vi tror, at dannelse opstår, når vi sammen fordyber os i både boglige, kropslige samt musisk-kreativeaktiviteter og mærker deres ligestilling og sammenhæng.
Verden bliver større og livet rigere, når vi gribes af det, vi først fandt uforståeligt og fremmed. Vi tror derfor også på, at dannelse først finder sted, når vi undrende præsenteres for det, der er anderledes. Forståelse fordrer forundring.
Vi forudsætter, at mennesket grundlæggende er frit, og samtidig at det kun kan blive sig selv gennem engagement i forpligtende fællesskaber, hvor eleverne oplever
• Ligeværdige fællesskaber med mangfoldigheden som en styrke. Alle er lige men ikke ens.
• Meningsfuldheden i troen på det gode i mennesket og værdien af det, hver elev kommer med.
• Den gensidige betydning samt vigtigheden af, at alle har det godt.
Gennem denne ansvarlighed i fællesskaber oplives børnene og de unge, og bevidstheden om eget værd udvikles. Herved skabes lysten til at engagere sig aktivt i såvel nære relationer som det demokratiske samfund.